Hvornår er et olieret gulv en god idé?
Et olieret gulv kan bruges mange forskellige steder, så længe der ikke er tale om et vådrum, og det er primært spørgsmål om udseende og rengøringsvenlighed, du skal stille dig selv, inden du vælger efterbehandling.
Inden du vælger at oliere dit trægulv, er der en række overvejelser, du bør gennemgå, så du er sikker på, du får det resultat, du ønsker dig.
Først og fremmest kræver et olieret trægulv, at du ikke er bleg for at vedligeholde det, og at du heller ikke er ked af at bruge penge på det – det koster nemlig lidt, når gulvet hvert år skal have en ny omgang olie.
Samtidig bør du overveje, om en oliebehandling egner sig til det respektive område, hvor gulvet ligger. Det er ikke den stærkeste behandling, du kan give dit gulv, og derfor er det eksempelvis ikke den bedste løsning i et indgangsparti, der bruges meget, og hvor der er stor fugtbelastning fra vådt overtøj og sko.
Sidst men ikke mindst skal du overveje, om gulvet skal være varmt og mørkt eller lyst og køligt. Førstnævnte kan du skabe ved hjælp af naturolie, mens sidstnævnte kræver hvidpigmenteret olie.
Overvej træsorten
Overfladebehandling er ikke det eneste, du skal overveje, når du skal vælge dit trægulv – det er også en god idé at kigge på sortens hårdhed, så du sikrer dig, at gulvet passer til den brug, det udsættes for.
Træsortens hårdhed har blandt andet betydning for, hvor let der afsættes mærker i gulvet, når stole trækkes ud eller stilethæle trykkes ned.
Det kan være svært at beslutte sig for den rigtige træsort på egen hånd, og derfor er det en god idé at henvende dig hos en specialist, så du får den rette vejledning. Der er stor forskel på, om gulvet skal lægges i et sommerhus, på børneværelset eller i en restaurant.