Håndværk er en del af Danmarks DNA

Nyhed udgivet:
D. 22 September 2016
Del nyheden på:

Hvad har formet os som danskere? Og hvad er vi fælles om? Det spørgsmål skal en Danmarkskanon over danskernes kulturelle værdier, traditioner og bevægelser være med til at give svaret på.

Af: Heidi Juul Petersen, kommunikationskonsulent i Håndværksrådet


Danmark er kendt for det gode kvalitetshåndværk – Tænk bare på møbelkunst, madkunst, tekstil, mode, design, keramik, arkitektur, byggestil, byggekvalitet og meget mere.

Som faguddannet håndværker er du med til at videreføre en fornem og stolt tradition, der har sat et afgørende præg på det danske samfund. Og du er ikke alene, for mere end 1 mio. danskere har en håndværks- og erhvervsfaglig uddannelse. Derfor mener Håndværksrådet at Håndværk hører til i en Danmarkskanon over danskernes kulturelle værdier, traditioner og bevægelser. 

”Skal vi fortsat gøre os gældende ude i verden, når det kommer til at opfinde og udvikle nye produkter, er det vigtigt, at vi ikke glemmer de dygtige håndværkere og det gode gedigne håndværk. Det er vigtigt, at vi er nysgerrige og kreative, men også at vi kender materialerne til bunds og er i stand til at omsætte vidtløftige tanker til praksis,” siger Håndværksrådets formand Niels Techen. 

Kanon over kulturelle værdier

Håndværksrådet er sammen med flere andre medunderskriver på Haandværkerforeningen i Kjøbenhavns indstilling af Håndværk til Danmarkskanon. En kanon som kulturminister Bertel Harder har taget initiativ til.

Danmark fik allerede en kulturkanon i 2006 over bestemte kulturelle værker inden for arkitektur, design, billedkunst, teater, litteratur, film og musik. Denne kanon skal sætte ord på de kulturelle værdier, traditioner, bevægelser og andre kendetegn, der har været med til at forme Danmark, og som vi skal bringe med os ind i fremtiden.

”Håndværk er en del af danskernes DNA og har været med til at skabe dem, vi er. Har man blot været en uge på ferie i udlandet, er det tydeligt at se, at det langt fra altid er en selvfølge, at der laves kvalitetshåndværk. Danske håndværkere har en stor faglig kunnen, derfor skal der værnes om de danske håndværksmæssige traditioner, og de skal gives videre til de næste generationer,” siger Niels Techen.

I begrundelsen for at indstille Håndværk til Danmarkskanonen lægges vægt på håndværkets afgørende præg på samfundet og den fremdrift, synergien mellem håndværk og viden kan skabe i et samfund. Og at Håndværk formodentlig er den ældste metode til at videregive læring og viden.

 

Få flere unge til at lære et håndværk

Indsamlingen af mulige bidrag til den nye Danmarkskanon begyndte den 6. juni 2016 og varer frem til oktober-november. Herefter vil en række faglige eksperter udvælge de forslag, der skal indgå i en bruttoliste. I november og december vil befolkningen få mulighed for at stemme om, hvilke forslag der skal være med i den endelige kanon. Danmarkskanonen bliver offentliggjort i december 2016.

”Jeg håber, at Håndværk kommer med i kanonen og vil opfordre alle til at støtte op om bidraget. Det er efterhånden ingen hemmelighed, at vi står i en situation, hvor vi kommer til at mangle mange faguddannede i fremtiden. Ved at anerkende Håndværk som en værdi, vi skal værne om, anerkende og passe på, kan vi måske også få flere unge til at få øjnene op for værdien af at kunne et kvalitetshåndværk og få flere unge til at være en del af den fagstolte tradition,” siger Niels Techen.

Du kan se en anderledes fortolkning af, hvordan verden ville se ud, hvis vi ikke havde håndværkere HER

Vær med til at indstille Håndværk

Har du lyst til at slutte op om indstillingen af Håndværk til Danmarkskanon, har du rig mulighed for at være med.

Vær med til at dele budskabet ved at dele Haandværkerforeningen i Kjøbenhavns bidrag her

 

Vil du indsende dit eget bidrag til Danmarkskanon, kan du gøre det her

Husk også at dele budskabet på Facebook, Twitter, Instagram m.m. ved at bruge hashtagget #DKKANON

 

Du kan se vores egen video om Danmarkskanon HER

 

 

Tilbage til oversigt

Vil du vide emre?

Tilmeld nyhedsbrev

bubblemedia